Julekoncert d. 4. december 2019 kl 19.30 i Øster Snede Kirke

Lad juletravlheden blive derhjemme

Endnu en gang en dejlig julekoncert med Ann-Mette Elten, som Y's Men's klubben har haft den glæde at have på besøg for 3. gang. 

Hygge og højtidelighed er indbegrebet af en julekoncert med Ann-Mette Elten. Med sin klare popstemme omfavner hun traditionens julesange og giver nyt liv til vore mest elskede julesalmer. Og luften sitrer, når hun giver sig i kast med nogle af de helt store klassiske sange fra sit album ”Adagio” (2012).

Ann-Mette Elten har i mere end 30 år turneret landet rundt med På Slaget 12, og mange af bandets sange har for længst opnået status af evergreens. Nogle af disse og andre højdepunkter fra hendes efterhånden lange karriere har Ann-Mette valgt at tage med ind i kirkerne.

Alle, der indtil nu har oplevet Ann-Mette synge de store klassiske sange, er blevet overvældede. At en sangerinde med så meget pop i bagagen også mestrer denne genre, var der ingen, der havde regnet med. Ann-Mette synger klassiske sange som ”O mio babbino caro” og ”Pie Jesu” med en følelsesfuld indlevelse, der giver mindelser om de helt store internationale stjerner.

En julekoncert med Ann-Mette Elten er en oplevelse, du ikke lige glemmer.

Gudenåens Y's Men's Clubs primære opgave er at skaffe midler til humanitært arbejde. Dette års overskud vil som tidligere gå ubeskåret til velgørenhed bl. a. ”Broen”, Hedensted.

BROEN Hedensted er oprettet i 2016.

Er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark.

Broen hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger i hele kommunen.